Brug af kølesæd fra udlandet

Pyh, der er altid vildt mange overvejelser, når jeg skal vælge hingst. Det har jeg tidligere skrevet om her.

I år har jeg været i syv sind, da jeg skulle vælge hingst til Nótt. Alle de hingste, som jeg særligt godt kan lide er lidt for nært beslægtede med hende, og hvad er “ægte” kvalitet og hvad er “hype”, når man sidder og kigger på opslag og billeder?

I byen eller hjemme?

Nótt har altid været sendt afsted til der, hvor hingste stod. Hun tager det ret roligt med transport, og hendes føl er også fornuftige hovedet , når det gælder læsning, transport og nye flokke. Men i de senere år er det jo blevet mere og mere almindeligt at få insemineret hopperne derhjemme. Noget, som jeg også synes er ret fristende: Man slipper for CEM-prøven og beholder hoppe og føl derhjemme. Og på den anden side, så fik jeg en gang et klogt råd af en gammel dyrlæge: Kør altid hoppen derhen, hvor hingsten står. Så er der størst sandsynlighed for, at det lykkes.

Større udvalg af hingste

Jeg begyndte at kigge lidt på hingste i Tyskland og Sverige. HVIS jeg skulle have Nótt insemineret hjemme, så kunne det perfekte match jo godt stå i et af disse nabolande!

Valget faldt på Eldjárn frá Skipaskaga, som står i Sverige. Han er Landsmót-vinder fra 2018, hvor han var bedst af alle 4års hingste. Han har selvfølgelig en vild kåring, men mindst lige så vigtigt, så er han stærk, hvor Nótt har brug for forbedring.

Det talte også på plussiden, at den svenske krone ligger lavt i forhold til den danske, og der var altså mulighed for at få en virkelig god hingst til mindre end de gode hingste i Danmark – alene på grund af kronekursen!

Mere papirarbejde..

Det kræver lidt mere papir- og benarbejde, når man skal bruge sæd fra en hingst i udlandet. Jeg kan kun anbefale, at du sætter dig grundigt ind i reglerne, før du kaster dig ud i det.

  • Du skal være registreret som importør af sæd fra udlandet hos Fødevaremyndighederne. Som “privat”, så kan du registreres med dit CHR-nummer.
  • Hingsten skal tappes på en godkendt EU-station og stationen skal være opført på EU´s lister.
  • Sæden skal være forsynet med et INTRA-certifikat fra afsenderstedet
  • Du skal selv indberettet insemineringen via Sporti

Mere praktisk arbejde..

Allerede før dette års føl blev født, var der en del “kalendergymnastik”. I Sverige ville de gerne have et bud på, hvornår – cirka – Nótt var klar til inseminering. Eldjárn blev tappet mandag, onsdag og fredag med levering i Danmark tirsdag, torsdag og lørdag.

En æg i en hoppe kan befrugtes i et vindue på 24-48 timer. Kølesæd er normalt levedygtigt i 24-48 timer efter, at det er kølet ned til fem grader. En tommefingerregel siger, at friske sædceller kan overleve i 24-72 timer i hoppen. Alt i alt, så er der altså meget, der skal klappe, når en forsendelse skal var Sverige til Danmark…

Dyrlægen skulle også have tid, når Nótt var klar, og sæden var i Danmark! Pyh ha – nok til at gøre en lille avler nervøs!

Da Nótt hidtil har være sendt afsted til hingst omkring 20. dagen efter foling, så kendte jeg ikke hendes præcise cyklus, og derfor blev hun scannet flere gange ca. hver anden dag for at være helt sikker på, at vi ikke missede 30-dagesbrunsten.

Fredag d. 20. juni kom dyrlægen forbi om morgenen, og nu var ægget endelig stort nok til, at det kunne sprøjtes af. Sæden skulle bestilles inden kl. 9.30 pr. sms og det blev den, og så var det bare at vente på “pakken” fra Sverige næste dag!

Svensk midsommer..

Sådan skulle det nu ikke gå! I Sverige tager de midsommeren meget alvorligt, og den faldt fredag d. 20. juni i år… Det betød, at fly, der normalt flyver til Danmark var aflyst, og transport af små pakker til Danmark pludselig var vanvittig dyrt. Mange telefonsamtaler frem og tilbage mellem Danmark og Sverige om, hvordan vi kunne knække den nød?

Løsningen blev, at jeg skulle mødes et sted i Skåne med transportøren, som kom i bil fra nord for Norrköping. Kl. 01 natten til lørdag kørte jeg over Øresundsbroen og talte i telefon med transportøren. Vi aftalte at mødes på en tankstation lidt uden for Lund kl. 05 lørdag morgen. Kl. 9 lørdag var jeg hjemme igen og kl. 9.15 var Nótt insemineret – mindre end 24 timer efter, at sæden var tappet!

Mission completed!

Nótt blev også insemineret søndag, og så var det bare at vente!

Nótt blev heldigvis drægtig!

Heldigvis blev Nótt drægtig i første forsøg, og i skrivende stund er hun nu mere end to måneder henne. Det har været dejligt at havde hende og føllet hjemme hele sommeren. Det er altid lidt ærgerligt at sende føllene afsted med deres mødre lige, når de er allermest sjove af følge.

Nå, men hvad er konklusionen så? Altså først og fremmest glæder jeg mig helt vildt til at se føllet, når det kommer til verden til næste år! Jeg synes, at det har slidt lidt på mit nervesystem med alle scanningerne – og de meget hårde deadlines, som biologien giver os: Der er godt nok mange ting, der skal klappe: Hoppe, forsendelse af sæd og dyrlæge – og så var der lige den (dumme) svenske midsommer, som var ved at stikke en kæp i hjulet på hele projektet.

Jeg har mod på at bruge en udenlandsk hingst igen. Måske vil jeg kigge lidt mere mod Tyskland, som det er nemmere og billigere at komme til, hvis afhentning skulle blive nødvendig. Jeg tænker også, at jeg kan skære ned på antallet af scanninger, fordi jeg nu har fået et indblik i hendes cyklus.

Nu er det bare at vente – og måske begynde at kigge lidt på hingste igen!