Der er noget særligt ved at gå rundt på et stykke uhegnet jord og udtænke, hvordan et nyt hegn skal sættes op. Det har jeg netop gjort på vores gård – og jeg har endda kun hegnet en lille del af vores jord ind, og overvejelserne er slet ikke slut endnu.
I første omgang var opgave ca. 1200 m. hegn og ca. 150 pæle. Der var noget at gå i gang med!
Opdeling i flere folde
Jeg har valgt at opdele det første stykke jord i fire folde. Den ene fold er en “gennemgangsfold” nærmest stuehuset. Her er vand, saltsten og mineraler. Herfra er er der adgang til tre forskellige folde, som hestene skal græsse ned på skift. Der er også lavet et ekstra led, fordi der fra gennemgangsfolden skal være adgang til folde på det jord, som endnu ikke er hegnet ind.
Ulempen ved at dele op i flere folde er, at hestene får lidt mindre plads at gå på. Fordelen er, at jeg lidt bedre kan styre deres adgang til græs.
Valg af pæle, tråd og led
Uh, det er svært at vælge pæle! Jeg kan bedst lide at kigge på landskabet, som mine folde er i, og er derfor mest til hegn, der “forsvinder” i landskabet. Ingen hvide hegn her hos mig!
Det er et stort arbejde at sætte et hegn op, og derfor skal pælene gerne holde i mange år. Imprægneret træ er yt i min verden, hvor vi skal passe på naturen. Efter mange og lange overvejelser faldt valget på pæle af afbarket rubinietræ. Jeg valget halve pæle 10/12 cm i diameter, 180 cm. Jeg kunne godt have valgt nogle endnu kraftigere pæle, men så ville længden også blive øget – og så sjovt er det jo heller ikke at grave huller (!)
Det bedste tråd på markedet er nok det såkaldte Hippotråd. Det er hvidt og har indstøbt en metaltråd, som gør tråden er meget synlig for heste og råvildt, og samtidig minimerer hegnsskader. Men: Det er dyrt (300 m for kr. 2.500,-) og det er mere synligt end jeg bryder mig om.
Jeg valgte at købe Super Wire 2,0 (1000m./25kg.) til en pris af kr. 545,- for 1000 m. Jeg fandt ud af, at det rent økonomisk godt kunne betale sig at bruge penge på en god tråd, fordi det giver mulighed for at øge afstanden imellem pælene.
Jeg har altid haft gode erfaringer med spiralled, så dem har jeg valgt også at bruge i mine nye indhegninger. Jeg har et lille trick, hvor jeg sætter håndtag i i begge sider, så leddet kan tages helt af, når et led skal stå åbent . Jeg har aldrig haft skader med spiral-leddene, selvom hestene har været i et par gange. Spiralen bliver bare trukket lang, og så er der ikke sket mere.
Opsætning af hegnet
Hjørnepælene blev sat i først. Det er dem, der skal “bære” hegnet. Så trak jeg muresnor mellem pælene, så jeg var sikker på at få pæne lige linjer, hvor landskabet tillader det. Herefter målte jeg afstanden op mellem to hjørnepæle med et målehjul. Dividerede ud og fandt den afstand, som var tættest på 8 meter. Målehjulet frem igen, og så lavede jeg en markering med spraymaling for hver ca. 8 meter.
Vi har heldigvis en minigraver med pælebor, så det var ikke så slemt at grave hullerne. Vi besluttede, at pælene skulle stikke ca. 1 m. op over jorden. Øverste tråd skulle hænge i ca. 90 cm. højde og den nederste i ca. 40 m. højde. Den øverste højde valgt, så krondyrene kan springe over, hvis de skulle komme forbi – og den nederste høje, så hestene kan spise under hegnet. Jeg satser på, at jeg på den måde kan spare en tur med buskrydderen!
Jeg er vokset op med “elefanthegn”, men det sælges ikke længere. Strømgiveren er derfor et Patura El-hegn P-4500. Impulsenergien er på 9 joule, og det holder fint hestene inde. Samtidig er det kraftigt nok til at kunne dække hele mit hegn, når jeg får hegnet mere jord.
Frostfri vand er et “must”. Det gør altså livet som hesteejer noget nemmere. Det er ikke etableret endnu, så hestene må klare sommeren med vand fra et badekar.
I øvrigt: Jeg købte hegnsmaterialerne hos Lime Hegn, som også var søde til at give hjælp og vejledning.