Sommeren er her – og det er fluerne også!
Det er lidt forskelligt, hvor meget det generer hestene. Nogle får hurtigt løbende øjne, og derefter betændelse i øjnene, hvis man ikke gør noget. Det er især heste med kort eller sparsom pandelok.
Men: Næste alle hestene er generet af fluer og andre flyvende insekter, der sætter sig på pels, og i nogle tilfælde stikker.
Masker



Jeg har tidligere brugt en kunstig pandelok af nylon, som kan sættes på en grime med velcro. Det fungerer bare ikke særlig godt her, hvor der er mange træer på hestenes folde. En grime kan jo sætte sig fast, når de klør sig – og det ønsker jeg ikke. Tidligere har jeg også oplevet, at “pandelokken” er faldet af grimen, og så er det jo ligesom ligemeget.
Jeg har erfaringer med to “masker”, der ikke kræver, at hesten har grime på. Den sorte på billedet herover består af net og en blød og “pelset” kant, som gør at den ikke strammer. En syning gør, at stoffet står ud fra hovedet ved øjnene. Den blå “sportsmodel” er lavet af nylonstof med net-huller omkring øjnene. Her er ørerne også pakke ind.
Som regel er trykket af fluer ikke det samme fra dag til dag. Jeg tager derfor maskerne af, når der er mulighed for det, og skyller eller vasker maskerne, så de er klar til næste runde. Her har den blå sportsmodel den fordel, at den tørre hurtigst!
Spray and pray
Det mest effektive middel til at holde fluer væk er hjortetaksolie. Problemer er bare, at det lugter så helt utroligt dårligt. Jeg kan slet ikke holde lugten ud!
Der findes forskellige fluesprays på markedet. Det er dyrt, og jeg har heller ikke den store lyst til at bruge gift på hestene, der går og gnubber hinanden. Med lidt research fandt jeg ud af, at det faktisk ikke er så svært at lave sin egen fluespray – uden gift og brugbar for både heste og mennesker!


Det kræver en tur i Matas (eller på nettet!), og så er du klar til at blande din egen fluespray:
Opskrift til ca. 1. liter
1/2 liter æbleeddike
1/4 liter babyolie
1/4 liter vand
1 spiseskefuld eukalyptusolie
2 spiseskefuld citronellaolie
Jeg hælder den hele i en flaske, og ryster grundigt. Herefter hælder jeg lidt over i en mindre sprayflaske, som jeg har med ud til hestene. Flasken skal ryste før brug.
Olierne kan købes i Matas. Sprayflasker kan købes i Matas eller Normal. Du kan finde andre opskrifter på nettet.
Stald, læskur & vind
Ja – og så er der naturligvis også hestenes muligheder for at søge væk fra insekterne! Det kan enten være i form af adgang til staldbygning eller læskur, men også mulighed for at opholde sig et sted, hvor der er vind: Det kan være en fold ved kysten eller en fold med varieret terræn, hvor hestene kan finde vind på en bakketop eller en “vindtunnel” et lavtliggende sted.
